Bygkorn

Klinik for Øjenlågskirurgi, Vejle

 

v./ Øjenlæge Kirsten Bjerre

Fjernelse af bygkorn i øjet

Chalazion

Årsag:

I øjenlågene findes kirtler, som producerer et fedtholdigt sekret til øjets tårefilm.

Disse kirtlers udførselsgange udmunder på øjenlågskanterne.

Tilstoppes disse kirteludførselsgange, ophobes kirtelmateriale, og der opstår en reaktion i det omgivende væv – en betændelsesreaktion.

En sådan lokaliseret betændelsesreaktion i øjenlåget kaldes et bygkorn ( chalazion ).

Bygkorn forekommer hyppigere ved øjenlågskants-betændelse ( blefaritis ) og hos patienter med hudsygdommen rosacea.

 

Symptomer:

Et bygkorn kan vise sig akut som et rødt hævet parti på øjenlåget. Denne forandring kan forsvinde af sig selv, eller forblive som en kronisk rund forandring på øjenlåget – ofte et par mm fra øjenvipperne.

Bygkornet kan også udvikles ganske gradvist til en fast, uøm, rund udfyldning.

Et bygkorn kan forekomme isoleret, eller der kan være flere bygkorn tilstede på samme tid.

 

Behandling:

Bygkorn, som optræder akut med rødme og hævelse, behandles med varme kompresser, let massage og ofte antibiotisk salve.

Bygkorn, som optræder i den kroniske form, kan behandles med

• indsprøjtning af binyrebarkhormon

• fjernelse ( incision )

 

Fjernelse af bygkorn:

Den centrale del af bygkornet markeres.

Der lægges lokalbedøvelse i området.

Med en speciel ringformet pincet ( chalazion-pincet ) fastholdes området med bygkornet, og der foretages et lille snit over betændelsesområdet.

Det lille snit foretages enten fra bagsiden af øjenlåget, eller gennem huden i det markerede område. Hvilken adgang der vælges, afhænger af betændelsesprocessens lokalisation i det enkelte tilfælde.

Igennem det lagte snit udtømmes betændelsesmaterialet.

Der lægges antibiotisk salve i øjet og – i så fald – på såret i huden.

Efterfølgende bruges antibiotiske salve på øjet / på såret 4 gange dagligt i en uge.

Efter aftale kan der blive tale om supplerende brug af varme kompresser og massage af øjenlågene i forløbet efter operationen.

 

Yderligere information:

Findes i informationspjecerne:

  • " Bygkorn på øjenlåg - chalazion "
  • ” Operation – før, under, efter ”

Pjecerne udleveres ved forundersøgelsen.

Klinik for Øjenlågskirurgi Vejle Aps Foldegade 33, 1. sal 7100 Vejle CVR: 35834311 Tlf: 3029 4311

e-mail: kirsten.bjerre@oejenlaagskirurgi.dk